Forside

Windtalk.dk

 

Hej mit navn er Paul.

Hjertelig velkommen til min side. Her på forsiden, for du lidt hudløst, ærligt fakta om mig og hvorfor jeg har valgt den vej, jeg har.. Altså, det er et kig bagud i tiden og frem til nu, hvor jeg har taget uddannelsen som dyrekommunikator mv. Men det bliver kun en kort fortælling, så du kan danne dig et billede af, hvem jeg er.

 

Inden du læser om mig. Så stil dig selv det her spørgsmål: Har du nogen sinde mødt en stærk person, som har haft en nem fortid?

 

Jeg er født i 1973. Så selvom andre måske ikke har samme holdning som mig, så føler jeg mig stadig ung. Ung i den forstand, at jeg ikke føler mig gammel, men er ung af sind. Har dog ikke ungdommens tro på, at man er udødelig længere.

Jeg har altid haft dyr omkring mig - lige så længe jeg kan huske tilbage. Lige fra undulater, papegøjer, katte, heste og hunde. Så jeg har stort set været hele vejen rundt, når det gælder almindelige husdyr. Jeg har altid haft stort dyretække, alle dyr kommer af en eller anden årsag til mig, hvilket har gjort, at jeg har udviklet en stor empati for dyr. Jeg har gennem hele livet prøvet at forstå dyr.

 

Som 6 årig startede jeg med at gå til ridning, der fandt ud af jeg havde et stort talent inden for ridesporten. Så meget at jeg blev landsponymester i ridebanespring i 1986. Det var på en knapstrupper ved navn Two-dot. I daglig tale kaldte vi ham Totmand.

I mellemtiden op til næste højdepunkt med dyr, har livet givet mig en del knubs. Således jeg er en af de uheldige (eller heldige), der har fået konstateret PTSD. Men den lidelse har tvunget mig ud på en lang livsrejse, som er skyld i, hvor jeg er endt i dag. Universet har mange måder at styre en på den rette kurs. Jeg var jeg omkring 22 år, da jeg fik det konstateret.

Da jeg var ca. 28 år, kom der et nyt dyr ind i mit liv, der viste mig en ny vej. Det var en schæferhund ved navn Grøn Lasko. I daglig tale kaldtes han Lasse eller Lasbas. Jeg overtog ham, da han var 6 år. Det blev til 4 meget intense år, hvor jeg brugte ham ved hjemmeværnet. Det startede med at Lasse bare ville med, når han så, jeg stod i uniform. Så noget måtte jeg gøre. Jeg kontaktede min KC for at høre, om jeg måtte prøve at gå til hundetræning ved hjemmeværnet for at tage hundeføre uddannelsen. Det var en del polemik med, da Lasse var for gammel til at starte mv. Men jeg fik dem overtalt, da Lasse var forhåndstrænet af tidligere ejer. I virkeligheden kunne han på det tidspunkt stort set lige så meget, som en politihund samt at han havde meget fine avls papirer. Jeg nåede at hive et par fine præmier hjem med ham i den tid, jeg havde ham. Det var en meget stor sorg, den dag hans krop ikke kunne mere.

 

Jeg fandt så en kæreste…det gik ikke så godt. Min egen personlige udvikling blev sat på standby i den tid, vi var sammen. Da vi skiltes, gik det så skævt, at min PTSD gik fuldstændig amok. Vi skiltes i 2012. Men så skete der heldigvis det, at jeg igen fik kontakt til noget med dyr. Jeg kom i det, jeg ville kalde hesteterapi hos en kvinde ved navn Karina Bjerreman. Der opdagede jeg en ny måde at bruge heste på. Jeg fik et nyt kald: Du skal være hestehvisker og begynde og tale for/med heste. Det forfulgte jeg så, så godt jeg kunne.

 

I 2014 flyttede jeg et godt stykke ud på landet ved noget, der hedder Mullerup Gods. Jeg forhørte mig ved udlejer, om der var noget der omkring, jeg kunne få at rive i. Jeg havde fortalt ham, at jeg havde forstand på heste. Så han anbefalede mig at tage kontakt til Broholm Hestecenter. Det gjorde jeg så og arbejdede der som frivillig i godt halvandet år. Jeg blev meget gode venner med nogle stykker der, blandt andet berideren, der hed Henning. Han opdagede hurtig, at jeg havde en særlig gave, hvad angik dyr. Så det endte med, at jeg var den eneste, der fik lov til at sygepasse hans heste, når han ikke selv kunne. Nogle af de ord han selv brugte, var at han var sikker på, at det blev gjort, når jeg fik opgaven. Ja, jeg har altid været pligtopfyldende, når det gjalt dyr. Men Henning kunne både se og høre, at jeg kunne kommunikere med hestene på en helt særlig måde.

 

Men jeg blev ved med at rode i, hvem jeg var og hvorfor jeg var sådan, som jeg var. Så faldt jeg ved et tilfælde over begrebet HSP på en engelsk hjemmeside. HSP står for highly sensitive person. Jeg undersøgte, om der var danske sider også - hvilket der var - HSP foreningen. Jeg tog deres test for sjov, for at se udfaldet. Men jeg var ikke overrasket over resultatet. Jeg kunne kun svare nej til ca. 3 svar i testen. Men jeg har altid vidst, at jeg var anderledes, så derfor kom testresultatet ikke som nogen overraskelse. Til dem, der kender lidt til særlige sensitive, så ved I også, at vi er berømte for en meget kraftig empati, samt mange af os er meget spirituelle. Jeg er ingen undtagelse, da jeg altid har følt mig frem i tilværelsen. Men jeg er glad for nu, at der er beviser for mange af de ting en HSP’er kan. Jeg har altid kunne mærke stemningen i et lokale, inden jeg gik ind i det. Kunne fornemme, hvad folk gik og tænkte mv. Men det er ting, jeg er gået stille med dørene med. Da der tit bliver gjort grin med spirituelle mennesker. Jeg forsøgte altid at tilpasse mig. Men det har jeg lagt på hylden i dag, da videnskaben er nået rigtig langt på området. Ja, man er i mindretal som HSP’er, da der kun fødes ca. 1 HSP’er for hvert 5. barn. Dvs. 20% af jordens befolkning. Så forstil dig at 80% siger til en, at de ikke tror på det, du siger. Derfor går man altså stille med dørene, da man er nødt til at beskytte sig selv. Men jeg er i dag meget glad for den forskning, der er på området. Det er ikke mig og de andre 20%, der er forkerte på den. Sikke en lettelse.

 

Jeg har gravet meget i det at være HSP. Læst rigtig meget, også ting fra historien og hvorfor moder natur har lavet flere typer mennesker. Man kan se en HSP’er som en rådgiver. Ham, der taler krigerne til fornuft. Uden os ville alt være kaos. Min type har i tidernes morgen været brugt som stifindere, heksedoktorer, medicinmænd, shamaner mv. , altså folk, man lyttede til i de små samfund. Men mennesket har adskilt sig mere og mere fra naturen. Derfor har der desværre været meget lidt behov for vores evner i moderne tid. I middelalderen havde man den ide, at brænde os af på bålet, fordi vi var anderledes. Men heldigvis ser jeg i dag, at flere og flere søger tilbage til rødderne. Der er brug for de særlige evner igen og der er mange, der bruger både healer og clairvoyante. Tja, jeg er ikke nogen undtagelse… jeg har udviklet mig til at være dyrekommunikator. Der er i det hele taget brug for vores meget fintfølende empati igen.

 

Tilbage til min søgen efter, hvem jeg er. Jeg er på Facebook, som så mange andre er og er med i en gruppe ved navn Hesteland, hvor der er en masse dejlig hestepiger og nogle få mænd. En dag så jeg et opslag med en side, der hed “De kloge dyr”. (www.deklogedyr.dk) Jeg kiggede på siden et par gange. Jeg kunne mærke noget særlig ved den side, noget super positivt. Slog det hen et par gange, vendte tilbage igen og tog mig så sammen til at skrive til ejeren af siden, Winnie Stubkjær. Her ville skæbnen, at en person lige havde meldt fra til et af hendes kurser, som skulle til at starte. Så for at lokke mig yderligere, tilbød Winnie mig første kursus til halv pris. Mit hjerte vandt, men sikke et kaos i mit hovede. Aldrig har jeg været så splittet før. Jeg er vant til at leve i meget faste rammer, i en stille tilværelse. At være spontan ligger slet ikke til mig. I dag er jeg glad for, at jeg lod hjertet vinde og var spontan en sjælden gang. En overraskende effekt af den rejse med Winnie, har samtidig gjort, at jeg har fået mere styr på min PTSD. Det tolker jeg som, at universet har belønnet mig for at være på rette sti igen.

 

Nu står jeg så her i dag og er klar til at hjælpe dit dyr - og hjælpe dig til, at forstå dit dyr noget bedre.

 

 

På hver side vil jeg vise et dyr, eller et stykke natur. Som betyder noget for mig, eller syntes er smukt.